BLIV SPONSOR

Branchebar kan snart fejre 10-års jubilæum, og det er ikke uden grund, at vi stort set aldrig har haft problemer med at finde sponsorer. Her er en unik mulighed for at eksponere sine ydelser for en attraktiv målgruppe af reklame- og mediefolk, der til daglig køber annonceplads på print, på TV og på onlinemedier, producerer reklamespots eller leder efter underleverandører til at varetage opgaver, de ikke selv har kompetencerne til at løse in-house. Og med et gennemsnitligt deltagerantal på 150-200 er der masser af mulighed for at komme i dialog under uformelle rammer i løbet af de 2-3 timer, en Branchebar typisk varer.  

Hvad kræver det?

Det primære krav til en sponsor er, at I betaler barregningen. Herudover står det jer frit for, hvor meget I ønsker at gøre ud af ”jeres” Branchebar. Nogle afvikler konkurrencer, andre har musikere eller stand-up-komikere med, mens andre igen bare er til stede med et par udadvendte sælgere. I forhold til barregningen skal I regne med et minimumsbeløb på 20.000 kr. (ekskl. moms) for fri bar med fadøl og vin i 2-3 timer på Fidel’s.  
 
I er naturligvis også velkommen til selv at lægge lokaler til, hvis I bor centralt i Aarhus – eller at vælge en anden bar i midtbyen. I så fald skal I dog selv stå for kontakten og planlægningen med det pågældende sted.

Hvad får i til gengæld?

Til gengæld for at samle barregningen op får I adgang til en super-attraktiv målgruppe, der er nøje segmenteret. Kun medlemmer har adgang til Branchebar, og da det kun er ansatte i reklame- og mediebranchen, der kan blive medlem (og vi er meget strikse), kan I være sikre på at ramme ret præcist. Under selve Branchebaren har I mulighed for at stille roll-ups ved indgangen eller i lokalet, for at dele materiale ud og for kort at fortælle om jer selv og jeres ydelser. Husk dog, at Branchebar foregår fredag efter fyraften, hvor der er fokus på det sociale og det uformelle. Herudover bliver jeres navn naturligvis eksponeret her på siden og i den invitation, der bliver sendt ud to gange op til en Branchebar.